De Lijn selv forsvarer deres beslutning ved at angive, at passagerer kan reservere opkaldsbussen.
At vinde sin kamp mod det flamske transportfirma De Lijn virker umuligt i denne lokale mobilitetsdebat. Jeanine Braekenier, bedre kendt som Babousch og bosat i Ledeberg, tager ansvaret. I en alder af 80 gik hun en stille gåtur på én kilometer ad Antwerpsesteenweg i Lochristi, der endte ved det lokale krematorium. Siden transportfirmaet De Lijn i begyndelsen af dette år afskaffede stoppestedet lige overfor krematoriet, har hun været tvunget til at tage denne risikable rute, udstyret med intet andet end småsten og farlige vejforhold for sin rollator.
De Lijn har meddelt, at man ikke har planer om at tage det pågældende busstoppested i brug igen. Som alternativ tilbyder de en opkaldsbus, men den løsning tager Braekenier ikke seriøst. "Hvordan kan jeg vide 24 timer i forvejen, om jeg vil have modet til at sørge?" hun hopper tilbage. Braekenier var fast besluttet på at aflevere sit andragende direkte til den flamske minister for mobilitet og offentlige arbejder, Lydia Peeters, som bevis på, at dette problem vedrører hele samfundet. "Jeg gør det ikke kun for mig selv, de unge skriver også under på underskriftsindsamlingen," understreger hun.
Spørgsmålet tager ekstra vægt, nu hvor det ser ud til, at flere De Lijn-buslinjer og stoppesteder i Gent er blevet aflyst. Hertil hører også den linje, der af mange opfattes som socialt ekstremt vigtig. I øjeblikket ser det eneste håb for Braekenier og hendes støtter ud til at være et klart signal til minister Peeters om at beholde linje 76 fra De Pinte til Wachtebeke og stoppe ved krematoriet.
De Lijn selv forsvarer deres beslutning ved at angive, at passagerer kan reservere opkaldsbussen 175 eller gå 650 meter længere fra stoppestedet Lochristi Lichtelarestraat.
Jeanine Braekeniers stille march afslører et ømt punkt i Flanderns mobilitetspolitik, som ikke kun berører Braekenier, men en bred del af befolkningen. "Det, der startede som en personlig frustration for mig, voksede hurtigt til et bredere problem," siger hun. "Jeg indså, at jeg ikke var den eneste, der var berørt af forsvinden af denne buslinje. Det er især de ældre, der er ofre for dette.”
"Der er ingen fortove langs den vej, jeg nu skal gå, kun småsten, og det er livsfarligt med min rollator," sukker Braekenier. Denne march var dog kun det seneste kapitel i hendes voksende protest. I de seneste måneder har hun samlet ikke færre end 4.000 underskrifter, og hun tog endda ekstra action under Gent-festlighederne for at skabe endnu mere opmærksomhed for sin sag.
personlig lidelse
Hendes søn Pascal (59) døde for nylig, hvilket gør hendes kamp for et tilgængeligt busstoppested ved krematoriet endnu mere presserende. Den afskaffede buslinje begrænser hende nu ikke kun fysisk, men rører hende også i dybet af hendes sjæl. "Kun der kan jeg sørge over min søn," siger en følelsesladet Braekenier. Hendes historie er derfor ikke bare en historie om en stridbar senior, men om en mor i sorg. Og det er en påmindelse til politiske beslutningstagere om, at mobilitet ikke kun er et spørgsmål om at komme fra punkt A til punkt B. Det handler også om at sikre det følelsesmæssige og psykologiske velbefindende hos den befolkning, de betjener.
Ny udvikling kan være i sigte. Fra 6. januar 2024 vil busserne 76, 77 og 78 køre hyppigere, cirka hvert kvarter. Så kommer der også en Flexbus, som du kan reservere en halv time i forvejen. Et skridt fremad, men som Jeanine bemærker: "Folk er ikke mobile nok til at bygge bro over den lange afstand."
