Wmo'en dækker forskellige faciliteter, herunder tilvejebringelse af hjælpemidler såsom scootere, men også støtte til transport.
Vlissingen, en by, der har været under øget finansielt tilsyn af regeringen i ni år, har reduceret budgetterne for Lov om social støtte (Wmo). Det har direkte konsekvenser for udsatte beboere, som er afhængige af økonomisk støtte og omsorg. Disse faciliteter er afgørende for at garantere mobilitet og selvhjulpenhed for mennesker med et fysisk handicap eller andre sundhedsproblemer.
Central Planning Bureau (CPB) rapporterer, at i Vlissingen er procentdelen af mennesker med lav indkomst 5,7 %, det højeste i hele Zeeland. Wmo-midlerne, der er beregnet til hjælpemidler som scootere og transportstøtte, er begrænset i Vlissingen i en sådan grad, at beboerne halter mærkbart bagud i forhold til omkringliggende kommuner.
Forskellene i den omsorg og støtte, som hollandske kommuner tilbyder deres indbyggere, er betydelige, hvor Vlissingen skiller sig ud på grund af omfanget af nedskæringer i væsentlige tjenester. Dette blev for nylig fremhævet under en uitzending af forbrugerprogrammet Kassa og et efterfølgende møde arrangeret af fagforeningen FNV.
nødklokke
Under et følelsesladet møde i FNV i Vlissingen blev der slået alarm om denne situation. Maureen van der Pligt, direktør for FNV Benefit Recipients, kritiserede den lokale regering skarpt: ”En hændelse er uheld. Men så mange hændelser tilsammen danner virkelig et mønster. Tingene er bare virkelig galt her i Vlissingen. Som minimumsløntagere er man simpelthen dårligere stillet her end i nabokommunerne, hvilket er uforståeligt for folk, der i forvejen er i en udsat position.”
De nævnte forhold, herunder ikke besvarelse af e-mails, tab af filer, hyppige skift af sagsbehandlere på grund af sygdom og mangel på (skræddersyet) pleje, peger på strukturelle problemer, der påvirker tilgængeligheden og effektiviteten af kommunale ydelser .
Foto: Vlissingen kommune - Hr. ARB (Bas) van den Tillaar har været borgmester i Vlissingen kommune siden 22. april 2016. Borgmesteren er formand for kommunalbestyrelsen og desuden formand for borgmester og rådmænd.
Diskussionen omkring fordelingen af kommunale midler blev yderligere udløst af historien om Jennifer, en beboer i Vlissingen, som kom til Kassas opmærksomhed. Jennifer søgte støtte fra kommunen i hjemmet, men fik i stedet tilbudt at anbringe sit barn ude af sit hjem. Et eksempel, der ifølge mange illustrerer, hvordan nedskæringerne skubber mennesker i udsatte situationer længere op i et hjørne.
Van der Pligt understreger, at Vlissingen kommune har en omsorgspligt, og at økonomiske ressourcer, som for eksempel til renovering af en rådssal, kunne bruges bedre på at støtte udsatte beboere. Budskabet er klart: Der skal ske en omfordeling af ressourcerne for at forhindre, at kløften mellem Vlissingen og nabokommunerne vokser yderligere.
Vlissingen
Alle ser ud til at pege på hinanden. Det Sammenslutningen af hollandske kommuner (VNG) forklarer til Kassa-programmet: "Som VNG kan vi ikke knyttes til de økonomiske problemer i Vlissingen. Det har vi heller ingen mening om.”
Vlissingen kommunes økonomiske politik har tiltrukket sig betydelig opmærksomhed i de senere år, ikke kun på lokalt plan, men også fra provinsregeringen og Ministeriet for Indenrigs- og Kongerigesforhold (BZK). Kommunen, der har været under økonomisk tilsyn i længere tid, har stået over for udfordringen med at balancere budgettet på grund af behovet for at lave nedskæringer.
Nogle kommuner passer bedre på deres beboere end andre. Vlissingen er et lysende eksempel på dette, viste Kassa for nylig.
I perioden fra 2015 til 2018 har Vlissingen allerede gennemført drastiske nedskæringer på forskellige områder uden for det sociale domæne og har desuden forhøjet Ejendomsafgiften (OZB) markant. Disse tiltag afspejler alvoren i den økonomiske situation, som kommunen befandt sig i. Som svar på en henvendelse fra Vlissingen blev det i gensidigt samråd med fondsforvalterne besluttet at fokusere specifikt på det sociale domæne i den efterfølgende periode, 2019-2022. Denne beslutning markerer et skift i tilgangen til finansiel omstrukturering, idet den anerkender, at tidligere nedskæringer og stigninger allerede har haft en betydelig indvirkning andre steder.
Alligevel understreger Indenrigs- og Rigsministeriet, at trods vejledning og høring ligger de endelige beslutninger om det kommunale budget og nedskæringer hos kommunen selv. Ministeriet oplyser, at inspektøren trods rådgiverrollen og muligheden for dialog kun kan komme med forslag og tænke med kommunen. Denne tilgang understreger kommunernes autonomi i forvaltningen af deres økonomi, men også kompleksiteten og udfordringerne forbundet med at balancere budgettet, især inden for det sociale domæne.
